Inspiration

Naturens sjæl som inspiration:

Stedet hvor fordybelse og nærhed er intens, et sted i den naturlige verden sprudler spirer der søger mod forårssolen, hvor insekter sværmer i luften og jorden er sort og våd hvor solsorten søger føde.

Grønne og duftende skove, hvor frugter og bær stadigvæk er små, frisk blåt hav der svaler fødderne i sommerheden og de opvarmede klipper der om aftenen reflekterer varmen tilbage mod ryggen.

Duftene om efteråret, med støvregn i ansigtet og solen der får den bløde mos til at lyse grønt imellem de gyldne blade i skovbunden. Og mycelier der igen får plads til at vokse og sætte frugt.

Store snefnug putter skoven ind i en enorm hvid vinterdyne, der gør alt stille, meget stille, bortset fra den knitrende lyd der kommer når man træder på sneen og tør kold luft der er behagelig at indånde og forvandler sig til damp der krystalliserer.

Dette er ikke en romantisk drøm, men livet og det sted der har været vort hjem igennem vores historie.

Som barn er jeg opvokset i vandkanten om sommeren, med sten, sand og varme klipper, hvor små tanglopper hoppede i tangen og bittesmå røde edderkopper pilede rundt i evig søgen efter mad. Mormors hund der kradsede mig på maven når vi svømmede sammen og vandets mystiske verden en legeplads hvor kroppen blev vægtløs i overfladen og tyngende tung når jeg nærmede mig tangskoven imellem klipperne på bunden hvor jeg observerede de lysende solstråler der flimrede og lyste ålegræsset op uden skygger. Det blå sølv flimmeret på vandets overflade der blænder synet, når jeg lå på ryggen mod havbunden uden luft i lungerne for at kunne slappe af og observere. For med luft i lungerne ville jeg jo stige op, så det blev til en leg at meditere i kamp med tiden, der blev lydløst smuk og fredfyldt når kroppen blev vugget med bølgerne. Den vægtløse frihed får mig den dag i dag til svæve rundt over træer og byer i mine drømme.

Efter vi havde ligget i de store vandpytter på skovvejen med sit fine mudder blev kroppen gråbrun i solen, og blå lilla blev man åbenbart i ansigtet og på hænderne når vi kravlede rundt i træerne i kirsebærsæsonen, og smuk var farven når den blev malet oven på det tørre hvide ler.
Langs kysterne er der lag af farvet ler, rød, gul, lyseblå og dyb sort feddet ler, som jeg senere opdagede kom fra naturens kollaps i Juratiden, men jeg syntes det var fantastisk at der var farver overalt, som jeg kunne tørre og eksperimentere med. Træt var jeg når jeg sejlende hjem med poser af farver, men det hindrede mig ikke i at bruge alt tid i verden på at støtte knuse farverne og opslæmme dem så de reneste og fineste farver faldt til bunds i spandene. Min farfar havde lært mig at man kunne udvinde farver fra jorden. Han havde lært malerteknik da han var ung. Hans litteratur blev mine bibler da jeg var teenager. Pludselig forstod jeg at den duftende harpiks fra fyrreskovene, hvor nålene stak under mine bare fødder, kunne bruges til at binde de tørrede farver fra kysten sammen hvis jeg kogte harpiksen med nøddeolie eller kogte kirsebærharpiks i vand som kunne bruges med saft fra bær til vandfarve.

Jeg malede og malede, tegnede og tegnede, modellerede og modellerede.

Var på opdagelse oppe i mellem de store klipper hvor naturen fangede mig og jeg forstod at klipper var naturens arkitektur, at livets hjem var naturen og jeg var en del af den. Fornemmelsen af rum opstod mellem klipperne og mit værelse blev omdannet til en grøn skov hvor jeg sad og tegnede og malede. Og jorden i baghaven blev modelleret om til bygningsværker med tunneler og små træer.

Mormors strand blev omdannet til et værksted hvor jeg byggede brændeovn til at brænde min eksperimentelle keramik, som jeg havde lavet hos en af de gamle keramikere i byen. Malede dem med mine farver, æggeblommer og olier. Lagde det dårlige brændte keramik i havet og syntes det var spændende at se det ændre form når havbunden eroderede det.

Og eroderende var den kunst som min moster introducerede mig for på Glyptoteket. Det blev min legeplads sammen med Thorvaldsens Museum. Hendes fortællinger om græske guder fik mig til at forstå at verden var fyldt med eventyr og skulpturer blev skabt af hænder og store tanker

I dag 35 år senere er jeg bevidst om at jeg ikke er uddannet kunstner, men det er en arv som jeg har fået. Jeg er en kloning af min far og farfar. Jeg er født sådan, og det har været en gave. Jeg er ikke opvokset med min far og har intet lært af ham, så alt ligger i mine gener. Altid får jeg at vide af min mor, at vores samhørighed med naturen og kunsten er den samme.
Og drivkraften i mig er i dag lige så stor som i min barndom, så selv om jeg har travlt, så kalder naturen stadigvæk inde i mig. Jeg kommer til at tænke på de stakkels køer der efter en lang vinter bliver omdannet til gedekid der springer rundt på forårets enge af glæde. Den samme fornemmelse har jeg altid når jeg har været for længe væk fra naturen.Det at forsvinde og blive en del af naturen er et urinstinkt som ligger dybt i mig. Jeg bliver høj af at gå på opdagelse i naturen. Ofte forsvinder jeg i dagevis på de klippefyldte kyster på Bornholm. Jeg observer alt, lige fra mosset og lyngen og de insekter der lever under det, til træernes struktur og den måde at vinden og omstændighederne får træerne til at vokse og ændre form. Jeg er opmærksom på klippernes forvitring og deres nedslidning af istiden enorme snemasser får mig til at se tiden i et andet og større perspektiv. Tiden i naturen er større og mere dyb mere forståelig end i vores industrielle verden, hvor vi kværner naturen om til økonomi med hurtig profit og den nye religion der glorificerer alt digitalt. I naturen er der plads til refleksioner over tiden og det er en magiske verden vi kommer fra. Det er den sjæl der ligger gemt i naturen som jeg åbenbart og instinktivt reflekterer ud i verden i mit virke.

Jeg er inspireret af:

Inspirationen for rum er selvfølgelig naturen og klipper, men arkitekter har også indflydelse. Den japanske arkitekt Tadao Ando hvis betonarkitektur bryder rammerne i overgangen imellem rum og natur og ærligheden til materialet er gennemgående i hans store rum, der for mig spejler klipperne i naturen på en tidløs måde. En anden Japansk arkitekt Tatsuro Miki fra mood-architecture sprl, skaber sammen med Axel Vervoordt tidløse rum med en sjæl baseret på Wabi Sabi traditionen, ved brug af naturlige materialer, som jeg genkender fra min barndoms eksperimenter med materialer fra naturen. Ludwig Godefroy er absolut en stjerne, hans arkitektur udligner grænsen mellem skulptur og rum, hvor lysindfald minder mig om solstråler der falder ind over klippeslugter. Brent Lee fra Australien har på trods af hans enkle og minimalistisk arkitektur formået at få sjæl ind i betonarkitekturen.

Kunstnere jeg holder af er kendetegnet ved deres brug af enkle og nonfigurative kunst formår at lade tekstur og masse være grundstammen i deres udtryk. Her kan også nævnes polymaterialist post krigs kunstner Alberto Burri, og den japanske samtidskunstner Takesada Matsutani fra post war kunstnergruppen Gutai, skaber eksperimentale aktion værker i blæk grundet i den japanske tradition. Den Koreanske minimalist Ha Chong-Hyuns monokrome værker er raffinerende enkle når han presser maleriet frem gennem bagsiden af hørlærredet. En anden Koreansk samtidskunstner Chun Kwang-Young, formår at skabe tekstur i sine relieffer af morbærpapir, der får værkerne til at fremstå som organismer. Den unge samtidskunstner Jaromír Novotný fra Tjekkiet laver næsten transparente værker, der er så lette at de nærmest kærtegner rummet.

Claus Robert Mynster Lind · Kun efter aftale · Jægersborggade · 2200 København N ·

tlf. +20 25 00 49 · contact@clauslind.com · CVR 16418773 · Instagram